Nomerne indtager bibliotekerne i efterårsferien

Jan Kjær og Nomerne
dato

De populære Nomere fra børnebogsforfatter Jan Kjærs univers indtager bibliotekerne i Skanderborg Kommune hele efterårsferien, hvor man både kan gå på Nomerjagt og møde forfatteren selv til en workshop. 

Mange børn er fan af Jan Kjærs nomerunivers – og det er bestemt ikke uden grund. De farverige Nomere har personlighed og eventyrlyst og emmer af fantasi. Bibliotekerne har derfor inviteret Jan Kjær til både Hørning og Ry fredag i efterårsferien.

Her kan børnene deltage i en workshop, hvor de kan opleve en blanding af aktiviteter, undervisning og underholdning med både Nomer-quiz, farvelægning og tegning, hvor børnene bl.a. kan lære at tegne deres helt egen Nom.

Undervejs fortæller Jan om de nye Nomer-projekter, han er i gang med, og viser nogle af alle de gratis materialer, man kan hente på Nomernes hjemmeside. Workshoppen henvender sig til børn i alderen 6 - 9 år, og kræver tilmelding på bibliotekernes hjemmeside. 

Nomerjagt 

Har man andre planer for fredag i efterårsferien skal man dog ikke føle sig snydt. Bibliotekerne har nemlig brug for hjælp fra børnene i løbet af hele ugen. 

”Vi har modtaget et vigtigt tip om, at Nomerne har taget retning mod vores fire biblioteker. Her vil de efter sigende slå sig ned på hylderne i efterårsferien”, fortæller børnebibliotekar Berit Bräuner Bagger.

Biblioteket har derfor brug for assistance til at lokalisere nomerne. De første 100 børn, der hjælper biblioteket med lokaliseringen, får et nomerbadge ved personalet i åbningstiden.

Når alle nomerne er lokaliseret kan man samtidig deltage i konkurrencen om en Nomerbog af Jan Kjær.

__________________

Kontakt:

Kulturformidler Randi Kristensen (randi.kristensen@skanderborg.dk), 8794 2885

Kulturformidler Anna Kirstine Havdal Pedersen (anna.pedersen@skanderborg.dk), 5120 7932

Kilde: Redaktionen
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.