Som mange andre byer er Hørning skabt af ildsjæle, der skabte en by. Faktisk er Hørning blandt landets 100 største byer, skabt en identitet og skabt muligheder trods alle ods, for naturligt havde Hørning uden disse ildsjæle været en ret kedelig forstad, man bor i, men forlader for arbejde, fritid, handel, sociale aktiviteter og læring. Men ikke Hørning – her er en nerve, og en af disse ildsjæle er Jens Kristian Sejer Jakobsen.
Jens Kristian Sejer Jakobsen (min far) blev født i Dørup ved Hørning i 1929, og ”still going strong’ som beboer på plejecentret Præstehave, hvor han nyder sit otium i sin lille lejlighed med egen have. Og hvilket liv han har haft og kan tænke tilbage på; meget af det han skabte ses stadigt, noget er bare historie – men det er personer som Jens Kristian, der gør, at Hørning er hvad det er: Og dem er der stadig mange af – se bare i foreningsklubberne, frivillige organisationer, ældresagen og diverse bevægelse. Samfund skabes af mennesker – og det som mennesker gør: Endda oftest ganske frivilligt.
Jens Kristian Sejer Jakobsen blev født på slægtsgården i Dørup, hvor skovene i Pindsmølle leverede brænde til opvarmning og madlavning, åens (Aarhus å) fisk gav mad til bordet og markerne mad til den store familier med hjælpere, der boede på gården. Ja bedsteforældre og onkler m.fl. boede der også, så nærmest datidens svar på familie kollektiv – og mange munde at mætte. Men han opvoksede også i en tid med 30ernes depression bl.a. med landbrugskrise herunder svinekort, og det blev svært for hans far at drive landbrug selvom han prøvede med alt fra skovbrug, frugtplantager, hønsehold osv. Jens Kristians far døde, da Jens Kristian kun var 6 år gammel, og min far havde sin teenager periode under 2. verdenskrig, der jo heller ikke var en let tid. I den tid, min far har levet, har der været markante ændringer i verdensordenen, særligt teknologi drevne. Jen Kristians gamle barndoms bindingsværkgård var med stråtage og stenbygninger – ret idyllisk, blev også ombygget for var reelt ved at falde sammen og på alle måder ude af trit. Der var grundet depressionen i slutningen af 1930erne billig arbejdskraft og billige materialer, og min fars onkel var som nyuddannet tømrer uden arbejde og klar til at arbejde for føden – og bygge så et nyt hus.
Den nye gård blev min far og mors hjem fra 1959, hvor min far efter flere års arbejde rundt omkring i Danmark og Sverige som kontrolassistent vendte tilbage til Dørup og Hørning. I dag kender mange måske den gård i Dørup som min bror Karsten Sejer Jakobsen overtog (min far og mor flyttede her til Rosenvænget i Hørning), og hvorfra han i dag fungerer som professionel biavler og har butik for alt til biavlere, og flere honningelskere kender måske turen til Dørup for at få lækker dansk honning eller udstyr til deres egen honningproduktion. Karsten er også kendt som mangeårig formand for Hørning Svømmeklub, og sad faktisk i Byrådet en periode for venstre i den gamle Hørning Kommune.
Da min far Jens Kristian kom ”hjem” til Dørup, blev han straks kasserer i Bjertrup og Omegns vandværk. Trods navnet lå vandværket på toppen i Dørup, og i mange år fungerede det ved hævertsystem – hvilket også betød, at de sidste på linjen ikke fik tilstrækkeligt tryk. Senere kom der pumpe, som hjalp meget, men det at have rendende og rent drikkevand er en ret ny ”opfindelse” udviklet i min fars levetid. I slutningen af 1900-tallet fusionerede Bjertrup og Omegns vandværk med Hørning vandværk, hvilket gav udfordringer specielt for kasseren: Nu kom der vandur og forbrug blev baseret på forbrug, tidligere havde man betalt efter skøn og vurdering af ”betalingsevne”, hvilket jo også gav udfordringer. Samtidig blev Jens Kristian kasserer i foderstoffen i Hørning, der var nabo til den gamle sognegård. Dette var en træbygning placeret på pæle, så der ikke kom fugt og rotter i kornet – ret genial konstruktion. Senere blev foderstoffen solgt til Aarhus Andel, hvor såsæd og afgrøder er en helt anden størrelse – bare se på udvikling og forskningen bl.a. på Nordic Seeds ved Galten og Odder, hvor nye, moderne og klimasikrede afgrøde udvikles for skabelse af et helt andet og bæredygtigt landbrug. En udvikling sket i min fars levetid. Der hvor Hørning foderstof lå er der i dag vej mellem Præstehaven og Rytterskolen - nærmest hvor Hørningstenen i dag er placeret.
Få år efter kom min far i menighedsrådet i Hørning, hvor han var i 23 år hvoraf de 19 som formand. Det var i denne tid hele området omkring kirken blev fritlagt, da der inden var tæt bebyggelse endda meget tæt på kirken. Derfor kirken i dag fremstår som park og et åndehold i Hørning, og klar til byens udvikling med følger. Ligeledes var min far primus motor for etablering og bygning af Sognegården samt restaurering og bevarelse af den meget gamle Rytterskole – der jo er et ikon for Danmarkshistorien og skolevæsenet. Rytterskolerne fra 1720erne blev etableret af kong Frederik 4. i landets 12 Rytterdistrikter for almuefolk (blev etableret 241 skoler), der var forløberen for nutidens folkeskoler. Skanderborg Rytterdistrikt – eller Nørreskoven, var Danmarks største rytterdistrikt, og Rytterskolen i Hørning er et særligt mindesmærke for folkeskolens lange vej til noget alle i dag ser som givet. Min far var ikke elev på Rytterskolen, men hans far var elev på Rytterskolen.
At der i dag er så super gode muligheder for alverdens aktiviteter i Sognegården kan i stor udstrækning tilskrives min far Jens Kristian Sejer Jakobsens fremsyn og hans arbejde i menighedsrådet. Selv den dag i dag nyder min far som 96-årig sit store og frivillige arbejde med frilæggelse af kirken og skabelsen af et åndehul i byen samt den flotte sognegård centralt i byen for alverdens af forsk96-årigaktiviteter – ligesom de andre frivillige aktiviteter, som var vigtige i samtiden, men ikke har efterladt sig synlige spor. Det glæder også min far, når f.eks. elever fra skolerne kommer forbi i forbindelse med deres projektarbejde og skal høre om ”gamle dage”.
Byer skabes ikke er dem der er, men af dem der gør…
